Forstanderstilling


Forstanderstilling

Velkommen!

Her på siden vil du finde oplysninger om små og store ting, som vi regner med, du har brug for, hvis du går med tanken om at søge vores forstanderstilling.

Du har sikkert allerede været rundt på vores hjemmeside, hvor vi præsenterer vores skole, som vi selv ser den lige nu og gerne præsenterer den for dig og andre. Men vi forventer, at du også vil vide andre ting om skolen, og at vores værdigrundlag og økonomi vil være vigtigt for dig at orientere dig i. Derfor kommer der et par links her.

Du kan se skolens værdigrundlag her

Du kan se vores seneste årsregnskab her

Som vi har skrevet i vores annonce, er vi en stærkt værdibåret skole. Det betyder, at du skal kunne se dig selv i den tradition og kultur, som ØU har, og skal kunne se skolen og dig selv udvikle sig herfra. Omkring det at være forstander betyder det, at vi igennem mange år har haft og gerne fremover vil bibeholde en flad ledelsesstruktur. Således er en del administrative opgaver i dag uddelegeret til lærerne, mens den daglige økonomi og f.eks. lønkørsler varetages af skolesekretæren. Det betyder, at vi ikke forventer at have en viceforstander ansat.

Vi er også vant til, at forstanderen er meget synlig i hverdagen, hvilket f.eks. indebærer at forstanderen som hovedregel deltager ved morgen- og middagsmad, og at forstanderen forestår morgensang, fortælletimer og formiddagssamlinger og eventuelt underviser i et valgfag. Forstanderen er også en vigtig del af skolens vagtplan, især i forbindelse med nattevagter. Fremover vil det også være vigtigt for os, at vores forstander er en naturlig og synlig del af det liv, der leves på skolen.

Det kan også være interessant for dig at vide, at vi for et par år siden besluttede, at skolen max. har 110 elever. Vi lægger stor vægt på et hjemligt miljø, hvor elever og lærere kender hinanden, og vores fysiske rammer er med det nuværende elevtal fyldt maksimalt ud. De 110 elever er fordelt i 9. og 10. klasse og i vores prøvefri projektklasse, Studie 10, og p.t. (udover en forstander) er vi 12 lærere, 2 kontoransatte, 2 servicefolk og 3-4 køkkenansatte. Her kan du kan se nærmere om vores ansatte og bestyrelsen.

Området, hvori skolen ligger, tænker vi også kan have din interesse. Vores skole ligger i en af Nordjyllands eneste vækstkommuner midt i det smukke Himmerland. Skolen ligger i udkanten af landsbyen, Bælum, tæt på en stor og velfungerende dagligvarebutik, børnehave og overbygningsskole, idrætshal, stadion og kunstgræsbane. Der er gode rammer omkring idrætsliv og kulturliv, herunder en lokal musikforening, der holder til i en smukt beliggende skovpavillon. Samtidig er der ikke langt til Mariager Fjord og til badestrand i Øster Hurup, skov og lyng med mountainbike-ruter og skiløjper i Rold Skov og Rebild Bakker og til naturreservatet Lille Vildmose.

        

Vi håber, du vil blive interesseret i vores skole og nysgerrig efter at vide endnu mere om den, inden du beslutter dig for at søge som forstander på ØU. Derfor forventer vi, at du ringer og aftaler at komme på besøg og få en rundvisning på skolen, inden du sender en ansøgning. Aftale om besøg træffes med enten forstander Berno Jacobsen på tlf. 9833 7075 / 4037 7273 eller bestyrelsesformand Ingeborg Sebbelin på tlf. 6126 1113.

Vær opmærksom på, at vi holder vinterferie i uge 8, og skolen er lukket denne uge.