ØU-traditioner


 

Fester og højdepunkter

Efterårsfest

Som afslutning på første periode holder vi hvert år en efterårsfest måske fordi det er tiden for høstfester eller måske bare fordi vi dermed markerer, at vi er kommet godt i gang. Det vigtigste er at festen er en slags rollespil, hvor vi klæder os på til lejligheden, tager os god tid til at spise en festmiddag sammen, holder taler til hinanden, synger efterårets og høstens sange, hvorefter vi byder op til dans.

Jul på ØU

Vi gør naturligvis også meget ud af julen, og dens traditioner i hele december måned. Skolen skal først i december pyntes op, vi får stearinlys på bordene og mange elever følger med i de forskellige julekalendere for så de sidste par dage at lade julen fylde det hele med besøg hos gruppelærerne, julesange og fortællinger, julemiddag med mandelgaver og sidst men ikke mindst juletræsfest, hvor vi hvert år spændte håber på at julemanden lægger sin vej omkring ØU. Vi har indtil nu været heldige hvert år.

Fastelavn er mit navn

Naturligvis har vi også en traditionel fastelavnsfest, hvor vi spiser fastelavnsboller, er udklædte og hvor højdepunktet er tøndeslagning og kåring af årets kattekonge og -dronning.

Gallafest

Og sidst men ikke mindst er der et af årets højdepunkter  - nemlig vores gallafest, hvor alle møder op i deres fineste tøj. Der spises fin middag med vine, danses lancier og andre traditionsrige danse. Gallaaftenen er igen en slags rollespil, hvor vi for alvor får fornemmelsen af, at ”klæder skaber folk”.
Gallafesten er en næsten ubeskrivelig oplevelse. Den skal opleves!