Sind, krop og dans


Her ser du de valgfag, hvor vi arbejder med sind, krop eller dans.

Yoga og afspænding

Yoga på Østhimmerlands efterskole består af mange forskellige slags øvelser og afspændingsteknikker, men målet bag dem alle er, at lære bevidst at kunne slappe af i kroppen.

Der bliver arbejdet meget med strækøvelser, med åndedrætsøvelser og med hathayoga-øvelser.
Alt foregår i et stille og roligt tempo, og de fleste øvelser er statiske.
Vi afslutter timen med totalafspænding, hvor vi går hele kroppen igennem og bevidst prøver at slappe af i samtlige muskler og led.

 

Zumba

Zumba fitness er en festlig og effektiv motionsform opfundet af columbianeren Alberto (Beto) Perez. Zumba er en blanding af dans og aerobic og med inspiration fra latinamerikanske danse som salsa, samba og merengue. Musikken, vi danser til, er alverdens pulserende rytmer og moderne hits, så du får pulsen og humøret op og smil på læben. Det er en fest at danse zumba.

Dans og performance

Har du lyst til at danse og kan du li’ at bruge din krop , så er valgfaget dans og performance noget for dig. 

Du kommer til at snuse til forskellige stilarter så som jazz, funk, afro, moderne og contempopary, og der vil være fokus på at skabe et godt udgangspunkt for dans og bevægelse. Vi kommer i perioden til at arbejde med:

  • basisteknik og kropsholdning
  • balance og kropsbevidsthed
  • styrketræning
  • smidighed
  • koreografi
  • improvisation

faget afsluttes med en performance, som vi udvikler undervejs i forløbet. 

Freestyle

Freestyle med et strejf af hiphop og jumpstyle. Musikken er velvalgt og energifyldt og ligger til grund for udtrykket og intensiteten i bevægelserne. Der arbejdes grundlæggende på at indøve koreografier, men der vil også være mulighed for arbejde kreativt og skabende med at designe egne sekvenser. Der arbejdes med energien og udtrykket, så dansen er spændende at se på for andre.
 

Bodytoning

Her handler det primært om opstramning af musklerne. I vil få styrketræning både med og uden redskaber.
Vi benytter os af de ting, vi har på skolen så som borde, stole, trapper, elastikker og gymnastikbolde m.m..
Ofte indgår øvelserne i et circuitprogram.
Pilates, effecttræning og callenetics vil blive inddraget i timerne. Alle timer afsluttes med udspændingsøvelser, og I vil blive præsenteret for forskellige afspændingsteknikker.
 

Psykologi

I psykologi vil du bl.a. stifte bekendtskab med:
Freuds personlighedsmodel: Få et overblik over en måde at forstå dit sind på.
Kommunikation: Lær at blive bedre til at sige, hvad du mener, at få sagt din mening så den bliver forstået på en god måde, og lær at takle, når andre kommunikerer på en dum måde til dig. Vi inddrager transaktionsanalyse, assertionstræning og girafsprog.

Når det går galt: Hvad er en depression, skizofreni, manio-depressivitet? Hvorfor får man spiseforstyrrelser, og hvorfor begynder man at skære i sig selv?
Det kan også være, at vi kommer omkring drømme, sexualitet, identitet eller noget helt andet. I kan på holdet være med til at komme med forslag til emner.

Massage

Hér lærer vi de rigtige greb og teknikker indenfor kropsmassage.

Hen ad vejen kommer vi også rundt omkring noget anatomilære, så vi hele tiden ved, hvad vi arbejder med. Vi arbejder sammen parvis, og det er lige så vigtigt at give massagen som at modtage den.

Målet er at lære at give en hel kropsmassage.