LIVET PÅ EN EFTERSKOLE
FÆLLESSKAB OG TRADITIONER PÅ ØU
Når du tager på efterskole, træder du ind i en hel række traditioner, der bygger på mange ØU-generationers opfindsomhed og erfaringer. Vi fornyr os med respekt for vores værdier og nye ØUere sætter deres præg på hvordan traditionerne udspiller sig. Når du er elev på ØU, bliver du en del af det fællesskab, der strækker sig helt tilbage til skolens start i 1954.
Fællesskabet
Tillid, åbenhed og tryghed
Hvis du spørger tidligere efterskoleelever om, hvad der var den største oplevelse ved deres efterskoleophold, ville de fleste med garanti med et lille smil på læben svare, at det var oplevelsen af kammeratskab, fællesskab og sammenhold.
Det er vigtigt for os i et hjemligt miljø at skabe en hverdag, der giver plads til den enkelte i det store fællesskab mellem eleverne indbyrdes og mellem elever og skolens ansatte. Kammeratskab og venskab bygger på tillid, åbenhed og tryghed, men fællesskabet og kammeratskabet kommer ikke af sig selv. Alle skal give deres bidrag, før det kommer til at fungere, og det er nødvendigt, at du vil være med og gøre noget aktivt både i undervisning og i fritid.
Grundlæggende er man nødt til ærligt at vise andre, hvem man er! Kort sagt: noget at det vigtigste ved efterskoleopholdet er at lære at turde være sig selv og opleve de mange muligheder i fællesskabet.

Traditioner
Fester og højdepunkter
Efterårsfest
Som afslutning på første periode holder vi hvert år en efterårsfest måske fordi det er tiden for høstfester eller måske bare fordi vi dermed markerer, at vi er kommet godt i gang. Det vigtigste er at festen er en slags rollespil, hvor vi klæder os på til lejligheden, tager os god tid til at spise en festmiddag sammen, holder taler til hinanden, synger efterårets og høstens sange, hvorefter vi byder op til dans.


Jul på ØU
Vi gør naturligvis også meget ud af julen, og dens traditioner i hele december måned. Skolen skal først i december pyntes op, vi får stearinlys på bordene og mange elever følger med i de forskellige julekalendere for så de sidste par dage at lade julen fylde det hele med besøg hos gruppelærerne, julesange og fortællinger, julemiddag med mandelgaver og sidst men ikke mindst juletræsfest, hvor vi hvert år spændte håber på at julemanden lægger sin vej omkring ØU. Vi har indtil nu været heldige hvert år.
Fastelavn er mit navn
Naturligvis har vi også en traditionel fastelavnsfest, hvor vi spiser fastelavnsboller, er udklædte og hvor højdepunktet er tøndeslagning og kåring af årets kattekonge og -dronning.


Gallafest
Og sidst men ikke mindst er der et af årets højdepunkter – nemlig vores gallafest, hvor alle møder op i deres fineste tøj. Der spises fin middag med vine, danses lancier og andre traditionsrige danse. Gallaaftenen er igen en slags rollespil, hvor vi for alvor får fornemmelsen af, at ”klæder skaber folk”.
Gallafesten er en næsten ubeskrivelig oplevelse. Den skal opleves!